26/12/2024
ALFRED 🐈⬛ – ”JEG VIL BLIVE HER”
Alfred på 5 år tissede som det passede ham i ejerens køkken. Oprindeligt brugte han kattebakken ligesom husets øvrige katte, men da en ny kat kom til blev han urenlig og derfor givet væk til en rideskole, da han var 1,5 år. For nylig kontaktedes den oprindelige ejer af et dyrehospital, som meddelte at Alfred var fundet. Han kom tilbage til sit oprindelige hjem, men hans vane med at tisse i køkkenet, hvor ejeren opholder sig mest, gjorde at ejeren stod overfor en alvorlig beslutning og som en sidste mulighed henvendte sig for at få hjælp. -Telepatien med Alfred viste, at han havde befundet sig dårligt med at være udekat uden omsorg på rideskolen, havde længtes hjem. Nu tilbage i sit oprindelige hjem, var han meget bange for at blive givet væk igen. Han ønskede af al magt at fortælle sin ejer, at han hørte til der og ikke ville væk igen. Det sprog han havde til rådighed for at give ejeren dette budskab var at tisse sit ”territorium” af. Jeg fortalte Alfred, hvad det betød for ejeren at hun skulle gøre rent efter ham hele tiden; også at hun elsker ham og meget gerne ville beholde ham; endeligt at han blev nødt til at benytte et andet sprog for at fortælle hende at han ville blive. Jeg forklarede ham, at ved at bruge kattebakken ligesom de andre katte, så benytter han det rigtige ”sprog” til at fortælle ejeren, at han gerne vil blive. – Da jeg talte med ejeren efter 1 døgn, fik jeg at vide, at siden telepatien havde Alfred kun benyttet kattebakken, og ejeren havde lovet ham at han aldrig ville blive givet væk.