Mads som menneske:
Jeg er en helt almindelig bonderøv. Jeg bor med min hustru og 2 børn i Brønderslev og passer et ganske almindeligt arbejde. Familien er årsagen til min foto-iver, og du vil kunne se billeder af dem i albumment ”egne billeder”. Altså en helt almindelig familie – måske ligefrem tenderende kedelig, men i det mindste ikke hverken farlig, psykotisk eller på anden måde hvad man i Vend
syssel vil kalde en ”sær snegl”. Naturligvis har jeg mine særheder, men de er nærmest også kedeligt almindelige. Af de mest spektakulære kan nævnes, at jeg stadig har en mælketand (trods min fremskredne alder), og at jeg ikke er stor fan af bacon(!)
Du kan altså med rimelig ro i sind og sjæl kontakte mig, hvis du eller familien gerne vil fotograferes. Mads som fotograf:
At tage billeder er min hobby, men det er ikke mit job. Det vil sige, at jeg ikke ser en opgave som en nødvendig pligt, at jeg aldrig er mandagssur eller ugidelig med et kamera i hånden, men derimod at jeg altid går til en opgave med en vis forventningsfuld glæde. Jeg ser alle fotoopgaver som en mulighed for at øve mig og blive endnu bedre. Og i tillæg dertil kan jeg skabe noget, som andre også kan finde glæde ved – whats not to like? Jeg er åben overfor dine ønsker til et billede – det er trods alt dig, der skal bruge billedet. Min tilgang til fotografering er pragmatisk, og ikke bare noget jeg skal have overstået, så jeg kan komme videre til næste ting. Jeg er meget kritisk omkring resultatet, så at lave billeder med mig (jeg laver dem nemlig ikke uden din aktive deltagelse) vil altså tage den tid, der er nødvendigt for at både du og jeg kan være tilfredse med resultatet. Der er altså ingen lynfotografering her. Jeg tager billeder af hvad som helst og hvem som helst. Men jeg forestiller mig nok mest portrætter, baby/børn, gravide maver og måske et kæledyr eller 2. Men som udgangspunkt er der ingen begrænsninger. Det får du:
• Uhøjtideligt foto session, hvor grin, fejltrin, kaffe og hygge er en selvfølge – foruden selve fotograferingen naturligvis (kaffen kan undtagelsesvist undlades, hvis man ikke er til det).
• Du får 100% indflydelse på billedere – jeg vil nok have mine meninger og idéer, men du bestemmer.
• Du får alle billederne med dig i digital form, og i oprindelig opløsning. Altså ikke noget med at du skal købe ét printet billede ad gangen. Du får hele baduljen med dig og kan få dem printet, hvor du selv ønsker det. Ifølge databeskyttelsesloven tilhører billederne fotografen (også selvom man har betalt ham for at tage dem). Jeg fraskriver mig dette pjat. Alt billedmateriale jeg producerer tilhører dig, og jeg vil ikke uden dit samtykke bruge materialet på nogen måde.
• Du får en (selv)kritisk fotonørd bag linsen der med øje for detaljer (forsøger at) optimere motivet, lyset og resten af teknikken i forhold til dine ønsker – altså hvad skal billedet fortælle og hvordan.
• Jeg vil efterredigere dine udvalgte billeder efter dine ønsker (og i den udstrækning mit talent tillader det). Det vil sige at du skal afsætte tid til at udpege de billeder du ønsker at bruge fra et shoot, og meget gerne også tid til, sammen med mig, at redigere dem, så vi sikrer, at du får det, som du vil have det. Det kan du også få:
Hjælp, mit kamera/fotoudstyr forstår mig ikke! Hvis du kender den situation, så kan jeg hjælpe dig. Jeg er den nørdede type (ingeniør), og jeg vil gerne hjælpe dig med at forstå, hvad der sker inde i den sorte kasse, og hvad dine valg og indstillinger betyder for det færdige resultat, når du (omsider) trykker på udløseren. Se mig som parterapeuten, der kan bruges, hvis forholdet mellem dig og teknikken knaser eller ligefrem vakler. Det får du ikke:
• Jeg vil nødigt printe dine billeder. Det er der andre der gør bedre, og jeg fortrækker, at min (til hobbybrug, ganske udmærkede) fotoprinters formåen ikke bliver den begrænsende faktor for din glæde af billederne. Hvis det er tvingende nødvendigt for dig at få et printet foto med fra dagen, kan det lade sig gøre.
• En der vil bestemme, hvordan billedet skal se ud. Som sagt vil jeg nok have forslag, men billedet er dit.
• Skolefoto-tilgangen: hej – klik – farvel. Ressourcerne:
Egen stue kan i et snuptag (på ca 15 minutter) omdannes til et fotostudie. Men det mobile fotostudie kan også flyttes andre steder hen – eksempelvis hjem til dig. Tilgangen vil være pragmatisk. Vi arbejder, med det vi har, og udendørs fotografering er absolut også en mulighed – selvom forholdene der, ikke er så lette at kontrollere. Dagsform og talent:
Førstnævnte kan være svingende og sidstnævnte vil jeg lade andre udtale sig om. Men jeg vil altid gøre mig så umage som muligt for at resultatet kan blive godt. Teknikken:
Nikon D7000 og nogle forskellige objektiver. Dertil har jeg nogle studielamper, paraplyer softboxes mv. Krydr det med ”diverse”, som omfatter stativer, filtre, dimser og gadgets. Efterredigering sker primært I Adobe LightRoom på min pc. Det skal du gøre:
Skriv en kort besked til mig og fortæl, hvad du ønsker (jeg arbejder ikke som professionel julemand, så du må nøjes med at dele dine ønsker til en billedeserie). Så finder vi sammen ud af hvordan og hvornår, vi kan indfri dine ønsker.