21/10/2025
Når design møder omtanke
Efter at have brugt tid på at fordybe mig i min passion for møbeldesign, begyndte jeg også at tænke meget over, hvordan jeg kan dyrke denne interesse uden at bidrage til unødvendig overproduktion.
Det er noget, der har ligget mig på sinde længe – og noget Julie og jeg taler om hver gang vi skal gøre et indkøb til vores hjem.
Jeg ærgrer mig særligt over, hvor mange varer, der skal produceres og sælges så billigt, at det går ud over kvaliteten.
Et konkret eksempel kunne være, da jeg skulle finde en køkkenstang med kroge i messing til at hænge gryder og pander på. Jeg undersøgte udvalget længe, men selv de dyre løsninger var forniklede - dvs. beklædt med et tyndt lag nikkel, der giver en blank næsten messingligende overflade, men som er en miljøbelastende proces fordi nikkel og de kemikalier, der anvendes, er giftige.
Desuden slides belægningen hurtigt af og det billige metal nedenunder ruster.
Resultatet? Produkter, der mister deres udtryk og ender som affald alt for tidligt.
Derfor besluttede jeg at designe min egen version: en køkkenstang med tilhørende kroge lavet i 100% messing – solid nok til selv tunge gryder, og med et elegant udtryk, der trækker tråde til franske landkøkkener og klassisk håndværk. Lidt som jeg forestiller mig, man ville have lavet den for hundrede år siden.
www.lykkebyhilligsoe.dk